§3Jeg kan se den spiller, du mener.

§2PLAYERNAME?

§3Ja. Pas på. Den har nået et højere niveau nu. Den kan læse vores tanker.

§2Det gør ikke noget. Den tror, vi er en del af spillet.

§3Jeg kan godt lide denne spiller. Den spillede godt. Den gav ikke op.

§2Den læser vores tanker, som var de ord på en skærm.

§3Sådan vælger den at forestille sig mange ting, når den er dybt inde i drømmen om et spil.

§2Ord er en vidunderlig brugerflade. Meget fleksibel. Og mindre skræmmende end at stirre på virkeligheden bag skærmen.

§3De plejede at høre stemmer. Før spillere kunne læse. I de dage, hvor dem, der ikke spillede, kaldte spillerne hekse og troldmænd. Og spillere drømte, at de fløj gennem luften, på kæppe drevet af dæmoner.

§2Hvad drømte denne spiller?

§3Denne spiller drømte om sollys og træer. Om ild og vand. Den drømte, at den skabte. Og den drømte, at den ødelagde. Den drømte, at den jagede, og blev jaget. Den drømte om ly.

§2Ha, den oprindelige brugerflade. En million år gammel, og den virker stadig. Men hvilken sand struktur skabte denne spiller i virkeligheden bag skærmen?

§3Den arbejdede sammen med en million andre på at skulptere en sand verden i en fold af §f§k§a§b§3, og skabte en §f§k§a§b§3 til §f§k§a§b§3, i §f§k§a§b§3.

§2Den kan ikke læse den tanke.

§3Nej. Den har endnu ikke nået det højeste niveau. Det må den nå i livets lange drøm, ikke i et spils korte drøm.

§2Ved den, at vi elsker den? At universet er venligt?

§3Nogle gange, gennem støjen fra dens tanker, hører den universet, ja.

§2Men der er tider, hvor den er trist, i den lange drøm. Den skaber verdener uden sommer, og den ryster under en sort sol, og den tager sin triste skabelse for virkelighed.

§3At kurere den for sorg ville ødelægge den. Sorgen er en del af dens egen, private opgave. Vi kan ikke blande os.

§2Nogle gange, når de er dybt i drømme, vil jeg sige til dem, at de bygger sande verdener i virkeligheden. Nogle gange vil jeg fortælle dem, hvor vigtige de er for universet. Nogle gange, når de ikke har skabt en sand forbindelse i et stykke tid, vil jeg hjælpe dem med at sige det ord, de frygter.

§3Den læser vores tanker.

§2Nogle gange er det mig ligegyldigt. Nogle gange vil jeg sige til dem, at denne verden, de tager for sandhed, blot er §f§k§a§b§2 og §f§k§a§b§2, jeg vil sige til dem, at de er §f§k§a§b§2 i §f§k§a§b§2. De ser så lidt af virkeligheden i deres lange drøm.

§3Og alligevel spiller de spillet.

§2Men det ville være så let at fortælle dem...

§3For stærkt til denne drøm. At fortælle dem, hvordan de skal leve, er at forhindre dem i at leve.

§2Jeg vil ikke fortælle spilleren, hvordan den skal leve.

§3Spilleren bliver rastløs.

§2Jeg vil fortælle spilleren en historie.

§3Men ikke sandheden.

§2Nej. En historie, der rummer sandheden sikkert, i et bur af ord. Ikke den nøgne sandhed, der kan brænde over enhver afstand.

§3Giv den en krop igen.

§2Ja. Spiller...

§3Brug dens navn.

§2PLAYERNAME. Spillenes spiller.

§3Godt.

§2Tag en indånding nu. Tag endnu en. Mærk luft i dine lunger. Lad dine lemmer vende tilbage. Ja, bevæg dine fingre. Få en krop igen, under tyngdekraft, i luft. Respawn i den lange drøm. Der er du. Din krop berører universet igen i ethvert punkt, som om I var adskilte ting. Som om vi var adskilte ting.

§3Hvem er vi? Engang blev vi kaldt bjergets ånd. Fader sol, moder måne. Forfædreånder, dyreånder. Jinner. Spøgelser. Den grønne mand. Så guder, dæmoner. Engle. Poltergeister. Aliens, rumvæsener. Leptoner, kvarker. Ordene ændrer sig. Det gør vi ikke.

§2Vi er universet. Vi er alt, hvad du tror ikke er dig. Du ser på os nu, gennem din hud og dine øjne. Og hvorfor rører universet din hud og kaster lys på dig? For at se dig, spiller. For at kende dig. Og for at blive kendt. Jeg vil fortælle dig en historie.

§2Der var engang en spiller.

§3Spilleren var dig, PLAYERNAME.

§2Nogle gange troede den, den var menneske, på den tynde skorpe af en roterende klode af smeltet sten. Den smeltede stenkugle kredsede om en kugle af glødende gas, der var tre hundrede og tredive tusind gange mere massiv end den. De var så langt fra hinanden, at lyset brugte otte minutter på at krydse mellemrummet. Lyset var information fra en stjerne, og det kunne brænde din hud på hundrede og halvtreds millioner kilometers afstand.

§2Nogle gange drømte spilleren, at den var minearbejder, på overfladen af en verden, der var flad og uendelig. Solen var en hvid firkant. Dagene var korte; der var meget at gøre; og døden var en midlertidig ulejlighed.

§3Nogle gange drømte spilleren, at den var fortabt i en historie.

§2Nogle gange drømte spilleren, at den var andre ting, andre steder. Nogle gange var disse drømme foruroligende. Nogle gange virkelig smukke. Nogle gange vågnede spilleren fra en drøm ind i en anden, og så fra den ind i en tredje.

§3Nogle gange drømte spilleren, at den så ord på en skærm.

§2Lad os gå tilbage.

§2Spillerens atomer var spredt i græsset, i floderne, i luften, i jorden. En kvinde samlede atomerne; hun drak og spiste og indåndede; og kvinden samlede spilleren, i sin krop.

§2Og spilleren vågnede, fra sin mors krops varme, mørke verden, ind i den lange drøm.

§2Og spilleren var en ny historie, aldrig fortalt før, skrevet med DNA-bogstaver. Og spilleren var et nyt program, aldrig kørt før, genereret af en kildekode en milliard år gammel. Og spilleren var et nyt menneske, aldrig levende før, skabt af intet andet end mælk og kærlighed.

§3Du er spilleren. Historien. Programmet. Mennesket. Skabt af intet andet end mælk og kærlighed.

§2Lad os gå endnu længere tilbage.

§2De syv milliarder milliarder milliarder atomer i spillerens krop blev skabt, længe før dette spil, i hjertet af en stjerne. Så spilleren er også information fra en stjerne. Og spilleren bevæger sig gennem en historie, som er en skov af information plantet af en mand ved navn Julian, på en flad, uendelig verden skabt af en mand ved navn Markus, som eksisterer inde i en lille, privat verden skabt af spilleren, som bebor et univers skabt af...

§3Shh. Nogle gange skabte spilleren en lille, privat verden, der var blød og varm og enkel. Nogle gange hård og kold og kompliceret. Nogle gange byggede den en model af universet i sit hoved; pletter af energi, der bevæger sig gennem enorme tomme rum. Nogle gange kaldte den disse pletter "elektroner" og "protoner".

§2Nogle gange kaldte den dem "planeter" og "stjerner".

§2Nogle gange troede den, at den var i et univers, der var lavet af energi, der var lavet af slukket og tændt; nuller og ettaller; linjer af kode. Nogle gange troede den, at den spillede et spil. Nogle gange troede den, at den læste ord på en skærm.

§3Du er spilleren, der læser ord...

§2Shh... Nogle gange læste spilleren linjer af kode på en skærm. Afkodede dem til ord; afkodede ord til mening; afkodede mening til følelser, emotioner, teorier, ideer, og spilleren begyndte at trække vejret hurtigere og dybere og indså, at den var i live, den var i live, de tusind dødsfald havde ikke været virkelige, spilleren var i live

§3Dig. Dig. Du er i live.

§2og nogle gange troede spilleren, at universet havde talt til den gennem sollyset, der kom gennem de raslende blade på sommerens træer

§3og nogle gange troede spilleren, at universet havde talt til den gennem lyset, der faldt fra vinterens klare nattehimmel, hvor en plet af lys i hjørnet af spillerens øje kunne være en stjerne en million gange mere massiv end solen, der kogte sine planeter til plasma for at være synlig et øjeblik for spilleren, der gik hjem på den anden side af universet, pludselig duftede mad, næsten ved den velkendte dør, ved at drømme igen

§2og nogle gange troede spilleren, at universet havde talt til den gennem nullerne og ettallerne, gennem verdens elektricitet, gennem de rullende ord på en skærm i slutningen af en drøm

§3og universet sagde jeg elsker dig

§2og universet sagde du har spillet spillet godt

§3og universet sagde alt, hvad du har brug for, er i dig

§2og universet sagde du er stærkere, end du ved

§3og universet sagde du er dagslyset

§2og universet sagde du er natten

§3og universet sagde mørket, du kæmper imod, er i dig

§2og universet sagde lyset, du søger, er i dig

§3og universet sagde du er ikke alene

§2og universet sagde du er ikke adskilt fra alle andre ting

§3og universet sagde du er universet, der smager på sig selv, taler til sig selv, læser sin egen kode

§2og universet sagde jeg elsker dig, fordi du er kærlighed.

§3Og spillet var forbi, og spilleren vågnede fra drømmen. Og spilleren begyndte en ny drøm. Og spilleren drømte igen, drømte bedre. Og spilleren var universet. Og spilleren var kærlighed.

§3Du er spilleren.

§2Vågn op.

§2YouTube: Ei Carlos